Yes man

Jah.




Så sidder jeg igen i et tog og prøver at få styr på tankerne. Det er egentlig lidt pudsigt at det så ofte skal være i toget bloggen skal skrives. Men der er tid og lejlighed til det og jeg bruger da så i det mindste togturen til noget fornuftigt.



Nu er det jo sket. Jeg er blevet opereret i hånden, og der er nu 24mm blå designerskrue skruet ind i den knogle jeg har haft brækket i umindelige tider. Selve operationen gik også godt, og der var faktisk ikke det mindste i nærheden af komplikationer. Det allerbedste ved selve operationen var at de faktisk havde svært ved at finde bruddet fordi den var begyndt at hele en lille smule. Så det kan være jeg er heldig og det går noget hurtigere med at hele end standard efter en operation. Det er godt nok mit eget håb, men det hjælper på humøret at tænke på.



Det allerbedste har nok været den enorme støtte og hjælpsomhed jeg har fået i forbindelse med operationen. Havde besøg af Karina fra fredag til søndag, og hun var der sgu lige så snart nogen måtte komme ind og se hvordan jeg havde det. Det er super godt at kende nogen der gider passe på sig når man er.. hm.. nyligt opereret. Osv. Det ryger der stor tak for. Svært at gengælde umiddelbart. Gode venner/veninder skal man i hvert fald ikke kimse ad, slet ikke.



Det er så i dag blevet tid til at tage tilbage til kasernen efter jeg tog to sygedage for at få noget ekstra ro til hånden, så jeg ikke lavede noget dumt, og om jeg ikke gjorde det alligevel. Kom til at hænge fast i en dør så det røv lidt i gipsen. Det var en rigtig dum ting at gøre. Men det til trods er jeg ikke på smertestillende og det er også en rigtig god ting at det ikke gør mærkbart ondt i hånden. Nu skal den bare hele.



Men jeg er i den grad begyndt at se fremad. Der er meget i min træning jeg skal følge op på. Rent fysisk i hvert fald. Og jeg håber jeg kan fortsætte på lige fod som tidligere de første par uger måske lidt mere dæmpet, men derefter med så meget skrald og smadder at Taleban hører en masse, bliver bange, og forsvinder ud af Afghanistan inden jeg overhovedet kommer derned.



Ud over alt det så er det også spændene om London lige skal besøges i påsken. For de penge jeg får retur i skat. Men nu må jeg se hvad der sker..

Tog er altid kedeligt...

Der skal sgu ikke meget til før en weekend ændrer sig radikalt.

Ikke et par timer inden jeg tog afsted var første destination ændret fra Odense til Silkeborg, og dagen efter var Holstebro skiftet ud med Århus. Sgu heldigt at mobiltelefoni alligevel har en positiv effect på ungdommen, i og med at jeg nu kunne bruge tid på andre mennesker end de jeg ser itl hverdag på kasernen.

Men alt det med udsendelse og pårørende er ved at blive vanskeligt. Der er så meget der skal koordineres hvis man vil hjælpe de pårørende med at finde andre pårørende eller få samlet nogle telefonnumre så de kan tale med hinanden eller hva der nu skal ske.

De kunne selvfølgelig også bare bruge tiden inde på min facebookprofil og finde hinanden der og tale, skrive, udveksle osv. Desuden er jeg jo slet ikke taget afsted endnu og der er lang tid til, der kan ske en amsse på fredag når jeg skal opereres i hånden, og der kan ske noget i ventetiden hvor jeg ikke kan bruge hånden optimalt.

Ikke destomindre bliver det superlækkert at komme til at arbejde på det højesteniveau igen.
Den skal bare fucking hele og det kan ikke gå stærkt nok.

Nu har jeg allerede fortalt kort hvorfor operationen er på vej, så derfor gider jeg egentlig ikke bruge mere tid på det end at det sker lige om lidt og så er jeg klar og bliver den ondeste og vildeste dræbermaskine verden nogensinde har set.

Når alt kommer til alt vil det hele være alt værd. Tiden brugt med venner, veninder, forældre, kammerater bekendte, tidligerearbejdsgiver, osv, osv, for det er de mennesker jeg skal hjem til igen.

Generelt er det hårdt at se mennesker der har svært ved at se mig være enormt glad for mit arbejde og være overbevisende når der tales om det osv. Men det er sgu vigtigt ofr mig at have deres fuylde opbakning, om de er for det, eller imod det.

Som sagt er det dem jeg skal hjem til.

Jo jo, jeg ska da forberede mig på at tage ud i verden og overleve en 6 måneder lang feltøvelse i en enormt stor sandkasse med lidt grønt ved en flod, men det er altså kun 6 måneder. Jeg vil foretrække at have en menneskeskare der er glade for at se mig når jeg kommer hjem end at se to tilfældige mennesker med et flag og gammel skrotbunke i bedste Olsenbanden-stil modtage mig på en tom villavej bagved lufthavnen.

storebegivenheder skaber store mennesker.

Jeg vil også være et stort menneske, det er min ambition i mit liv. Så storheden vil komme af de handlinger jeg gør, før, imens og efter jeg gennemliver det vildeste, værste og allermest komplicerede halve år i mit liv, samtidig med at jeg vil elske at gennemlive det.

Jeg håber sgu masserne forstår det hele en dag. Ellers har jeg fejlet allerede før jeg tager afsted...

Samuel