Tænk at fremmede mennesker findes

Ja ikke?



Hvordan kan der dog være fremmede mennesker rundt omkring, når alt kommer til alt.


Jo jo bevares der er da mennesker fra andre lande der er væsentligt mere fremmede end en dansker er for en dansker, men vi kan jo kommunikere på ligefod allesammen. i hvert fald når sprog ikke er en barriere.

Men hvordan kan jeg så få mig selv til at skrive det på denne måde? vi kender jo alle til at stige på bussen og se den er fyldt men ingen taler sammen fordi de er danskere og bare ikke gør sådan noget når de ikke kender hinanden.

Jeg tror det kommer med alderen. Jo ældre man bliver jo mere ønsker man at tale med mennesker for at høre om de spændene oplevelser der gemmer sig inde bag panden.

Det har jeg i hvert fald erfaret.

Så sent som i går d. 16. april 2010 skulle jeg med tog fra København til Århus. Det startede lidt almindeligt med at der var helt fyldt fordiaske fra island driller flytrafik i europa osv så der er ekstra mange mennesker med samtidig med at dronningens fødselsdag er blevet fejret med manér og derfor er der ekstra mange mennesker i københavn fra diverse provinsbyer osv osv.

Ikke destomindre ender det med, heldigvis at jeg finder mig en plads. Jeg oplever hurtigt at kvinden overfor ved vinduet har meget let til tale med nye mennesker som hun ikke kender i forvejen, og var meget lidt at fange opmærksomheden hos.

Faktisk så let at jeg blot skulle hive min "lille" bærbare computer op af tasken for at sidde og arbejde med noget tekst, og sagde pænt hun skulle sige til hvis jeg fyldte for meget på bordet. ( det skal lige bemærkes at computeren faktisk er ret stor af en bærbar...)

og straks begynder samtalen om en masse forskelligt. Vi runder noget soldaterhalløj og hun fortæller og bred stil om sit arbejde som lærer og noget med en chiptest og noget med børnene i skolen, og vi finder hurtigt ud af at endnu en lærer sidder ved siden af og en ung kvinde også, der mest lytter med.

Ikke desto mindre er vi alle 4 enige om at nu hvor salgsvognen er lige ved siden af, pludseligt, at vi så skal have noget kaffe.

Jeg tæn ker straks, den kop vil jeg give, fordi jeg har jo, som man måske ved, lovet at give kaffe til 6 forskellige mennesker. Jeg er nu halvvejs og det var helt fantastisk.

Det mest fantastiske er at se mennesker smile og være glade for en kop kaffe. Noget så simpelt som en enkelt venlighed. Det bliver næsten ikke bedre.

Jeg aner ikke hva de hedder, hvem de er, andet end at de to ældste var lærerinder, og som det ser ud, faktisk har et ret spændene arbejde. Deres interesse og respekt for det soldaterliv mange mennesker har faktisk også var til stede.

Det hele hjalp bare lidt lidt ekstra da jeg mente kaffen skulle være på min regning.

Det var helt sikkert den bedste afslutning på en uge med en lang og spændene øvelse, søvn i frostvejr og andet spændene.

Så jeg ahr vundet en kæmpe sejr for mig selv ved at komme i tale med tilfældige mennesker og byde dem en kop kaffe.
Jeg håber alle der ikke fik i denne omgang er svært misundelige. Jeg skal helt sikkert prøve det igen.

Men er nu gladest for mødet med min godeste veninde i Århus med en hyggelig middag på restaurant.


Nu venter jeg bare spændt på at de tre skriver her og siger "tak for kaffe" :)